Tidsfordriv.

Det med blogge er et sjovt fænomen, men okay, det giver da i hvert fald mulighed for unge at komme med spydige kommentarer til ting som de ikke bryder sig om - jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er begyndt, tror bare jeg vil bruge min blog til at skrive oplevelser og ting jeg værdsætter i verden. Jeg vil ikke blive en del af mængden, det har jeg brugt hele mit liv på at undgå, så det vil være dumt at begynde nu - selvom jeg dog kun er 19 år, snart halvvejs de 40. Men nu hvor jeg har min blog, vil jeg se om det er noget jeg vil komme til at bruge - som sagt vil jeg ikke ynke over en vis creme, som der står holder 24 timer, og kun holder 12, eller andet plat - jeg vil bruge det på noget vigtigt - så som at fortælle nyheder, som er verdensomspændende og påvirker os alle - det kan være politik ( der kan så godt komme evt. noget kritik og negativitet den vej, da jeg dog har et parti jeg stemmer på, og andre jeg ikke kan holde ud) Jeg vil blogge om mit eget liv, og hvordan jeg har brugt min uddannelse og hvordan mine oplevelser i livet vil påvirke mig - f.eks. skal jeg have opereret fødder engang til næste år, som sikkert vil give mig MASSER af mulighed for blogging, da jeg ikke rigtig kan andet end ligge stille med benet - så der kan godt komme en masse blogs :b

Intro og indre følelser.

Så er bloggen ordnet og klar til at blive benyttet - så må vi se om det er noget, jeg har lyst til at bruge for at komme med nogle tanker, som jeg nok mest holder for mig selv og ikke deler med nogen. Jeg vil sige at det er svært for en som mig at beskrive følelser som for eksempel er psykisk hårdt for mig. Det faktum at jeg ved at det at skrive det ned muligvis kan fjerne en del af smerten, men følelserne som er blevet holdt inde, som gerne skulle ud ved hjælp af at udtrykke sig skriftligt, synes jeg ikke kommer frem, da man som sagt ''bare'' sidder bag en skærm og prøver at udtrykke sig derfra - men hvor jeg kommer fra, kommer man nemmest fra ting ved at få det sagt og ikke holde det inde - for hvis man holder det inde for længe, eksplodere alt det fortrængte en dag, og man bliver et grædefærdigt vrag - believe me, jeg har været der. Jeg ved hvor svært det er, at indse at det at snakke om sine følelser og om ting man har brændt inde med, er den bedste løsning, for jeg har i mange år brændt inde hvordan folk så på mig - og hvordan folk snakkede om mig, jeg vendte hele tiden den anden kind til, fordi jeg troede det var det bedste for mig, ikke at gå op i andres mening - men sandheden er, at andres kommentarer og blikke påvirker en, uanset hvordan de lyder. De kan enten være positive og evt. give en et lille ekstra tand selvtillid, men det kan også være negativt og ødelægge selvtilliden man måske har brugt længe på at bygge op. Det kan virkelig nemt briste, og hvis du derefter ikke får snakket med nogle, eller får følelserne til at 'flyde' vil der danne sig den her store boble indeni, som bare bliver større og større - og pludselig kan den ikke rumme mere, og brister derfor.